Se præsentationerne fra mødet om åbne offentlige data

  • DEL DENNE SIDE

 

 

Åbne offentlige data blev diskuteret ved temamødet hos COWI, hvor deltagerne blev præsenteret for flere aktuelle business cases. Morten Revsbæk fra Scalgo (t.h.) fortalte om, hvordan virksomheden bruger detaljerede geodata til at udarbejde simuleringer af oversvømmelser, sådan at informationerne kan bruges ved fysisk planlægning og byggerier.
Foto: Tom Jersø / ATV
 

Der var der stor spørgelyst, da ATV og netværket InfinIT i sidste uge afholdt temamøde hos COWI om åbne offentlige data.

Mange af oplæggene omhandlede geodata, der stilles frit til rådighed, og som virksomheder allerede i dag benytter i deres forretning. Det gælder både start-ups, der har bygget forretningen op omkring de åbne data – men også etablerede virksomheder som COWI. Her bruger man offentlige data til en række formål, men samtidig er der yderligere potentiale, for der er også mulige rationaliseringsgevinster:

”Hvis alle processer var standardiserede og alle data tilgængelige, ville COWI kunne spare 100-200 millioner kroner om året,” vurderede Business Development Director Christian Holmegaard Mossing, COWI.

Flere brancher bør komme på banen
En af hovedkonklusionerne på mødet var, at den stærke fokus på geodata har haft den effekt, at bestemte typer af virksomheder, især i rådgiverbranchen, har købt ind på konceptet – men at mange andre brancher bør komme på banen.

Der kan være betydelige gevinster og nye forretningsmuligheder for en bred kreds af virksomheder, fordi adgangen til åbne data er en del af den overordnede digitaliserings-trend. Dette vil formentlig kræve, at flere typer af data bliver gjort tilgængelige.

Professor og centerdirektør på Aarhus Universitet Lars Arge foreslog, at flere data fra DMI og Danmarks Statistik blev gjort gratis og let tilgængelige.

Du kan se tweets fra hele temamødet under hashtagget #åbnedata

Præsentationerne kan downloades her


Christian Holmegaard Mossing fortalte om COWI's anvendelse af åbne offentlige data i virksomhedens forretningsudvikling. Han kan se yderligere og store potentialer for COWI ved at benytte de åbne data.