Nyt ATV-notat: Syv veje til at blive en førende tech-region

  • DEL DENNE SIDE

Notatet: ”Læringspunkter fra USA’s førende tech-klynger” lister syv ingredienser, der er afgørende for opskriften på succes og vækst i Boston og Silicon Valley.

I en tid, hvor man kan være online og nå hinanden på tværs af kontinenter på alle tider af døgnet, er nærhed og klynger stadig helt afgørende for at lykkes med at skabe dynamiske innovationsmiljøer. ATV har derfor identificeret syv ingredienser som afgørende for opskriften på succes og vækst, inspireret af Boston og Silicon Valley. Det kan du læse mere om i ATV's nye notat "Læringspunkter fra USA's førende tech-klynger".

Notatet er et koncentrat fra et besøg til to af USA’s stærkeste tech-regioner: Boston og Bay Area i oktober 2017. Her netværkede en delegation bestående af 24 nøglepersoner fra Danmarks tech-økosystem med over 70 højtstående personer fra 22 tech-virksomheder, start-ups, forskningsinstitutioner og investorer.

ATV har efterfølgende kogt besøget ned til syv læringer om, hvad der er drivende for innovation og vækst i de succesfulde amerikanske tech-regioner.

Adgang til globalt talent afgørende

Kortlægningen af læringspunkter er et led i ATV’s 5-årige fyrtårnsprojekt ”Science & Engineering”, der skal bidrage til at indfri ATV’s ambitiøse målsætning om, at Danmark skal være en af verdens fem førende videnregioner.

Det er slående, hvor vigtig adgangen til globalt talent er for regionernes - og herunder virksomhedernes og forskningsinstitutionernes - succes. Det bør vi notere os, når vi i Danmark sætter barrierer op for adgangen for studerende og arbejdskraft fra udlandet,” siger bestyrelsesformand for DTU, Per Falholt, der er formand for ATV's Science & Engineering-komité.

I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at hele 72 procent af alle ingeniører – samt 52 procent af stifterne af såkaldte ”unicorns” - i Silicon Valley er immigranter.

De syv læringspunkter er bl.a. sendt til regeringens Disruptionråd og vil, sammen med øvrige observationer og detaljeret information fra de mange netværksmøder på studieturen, indgå i ATV’s videre analysearbejde.

De syv læringspunkter

1. Talenter som vigtigste ressource

Den vigtigste forudsætning for succes i såvel virksomheder som forskningsinstitutioner er at have adgang til de rette kompetencer. Evnen til at tiltrække de bedste hoveder fra hele verden er derfor et fælles ønske - OG en fælles mission for hele økosystemet.

2. Nærhed er afgørende

Nærhed og klynger, hvor medarbejdere fra innovative virksomheder og akademiske miljøer kan mødes fysisk, er helt afgørende for succes.

3. Tårnhøjt ambitionsniveau

Verdensklasse-ambitioner er en motor for fremdrift og vækst. Barren sættes tårnhøjt i såvel den akademiske verden som i de store tech-ikoner og i start-ups.

4. Missioner og tværfaglig nytænkning

Løsning af store samfundsudfordringer bruges målrettet som drivkraft for tværfaglig innovation i både erhvervslivet og universitetssektoren – bl.a. i missions-drevne forskningscentre.

5. Åbenhed som innovationsmotor

Videndeling er en vigtig drivkraft for innovation og fremdrift. Både i Boston og Silicon Valley dyrkes en eksplicit, åben innovationskultur, hvor medarbejdere fra virksomheder og universiteter er i tæt dialog.

6. IT i alt

Data er den vigtigste råvare. IT og herunder evnen til at udnytte kunstig intelligens, big data, internet of things m.m. er derfor afgørende for enhver virksomhed og forskningsinstitution anset branche og fagområde.

7. Risikovilje og opgør med nulfejlskultur

Risikovillige og erfarne entreprenører, der lærer af deres fejl og har skyhøje ambitioner, er til stede i rigt mål i Boston og Silicon Valley. Derfor flokkes investorer til regionerne. Det er nemlig det stof, ”unicorns” er gjort af.

For mere information, kontakt:

Chefkonsulent Vibeke Schrøder på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Chefkonsulent Bjarke Wiegand på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Læs notatet her