Hovedbillede
Billede
Titel

Projekt: Fremtidens bæredygtige produktion

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

ATV og Industriens Fond har igangsat et nyt projekt, som stiller skarpt på, hvordan dansk industri accelererer den bæredygtige omstilling.

ATV og Industriens Fond er gået sammen om et nyt projekt, der handler om fremtidens produktion med henblik på at gøre den danske industri mere bæredygtig. Første skridt på den rejse er at definere en baseline, eller nulpunktsmåling, for bæredygtig industriproduktion i Danmark. En baseline skal give en bedre forståelse af, hvor industrien er i dag i forhold til at kunne omstille produktionen til at blive mere bæredygtig.

”Vi er nødt til at finde ud af hvor vi starter fra, hvad vi præcist taler om når vi siger bæredygtighed og hvilke faktorer vi skal have ændret på, for at vi kan skabe den forandring som vi gerne vil skabe – nemlig en mere bæredygtig industrisektor end den vi har i dag,” siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond.

Det nye initiativ tager derfor fat i arbejdet med at identificere de forhold som skal justeres, så der kan sættes en retning for, hvor Danmark og dansk erhvervsliv skal satse og sætte ind for at skabe den ønskede effekt.

”Bæredygtighed er mange ting. Ofte rimer det på miljø og klima, men med de 17 verdensmål for bæredygtighed in mente, så er det et meget mere nuanceret og holistisk billede der skal håndteres. Dansk erhvervsliv – også industrien – er allerede godt med på den agenda, men der er stadigvæk nogle tydelige udfordringer. Nu vil vi gerne finde og efterfølgende få løst de udfordringer der er, uden det påvirker negativt på andre områder,” fortæller Thomas Hofman-Bang.

Og netop holismen og en systemisk tilgang til opgaven er afgørende, hvis Danmark og dansk erhvervsliv virkelig skal rykke på området.

”Vi kan lykkes med den bæredygtige omstilling af vores samfund, hvis vi forstår hvordan tingene hænger sammen på tværs af sektorer. Vi skal spille sammen og gøre hele værdikæder bæredygtige. Samtidig skal vi kunne gå i dybden i industrien og skabe den forandring hos os selv, der giver den største samlede effekt. Bæredygtighed er en innovationsagenda, ikke en reduktionsagenda. Hos Grundfos har vi sat bæredygtighed på den store måltavle vi sigter efter i 2025. Bæredygtighedsmålet indeholder social ansvarlighed, klimapåvirkning og vand. Målene indeholder både hvor meget vand vi bruger i virksomheden og hvor mange mennesker vi, sammen med kunder og partnere, giver adgang til rent vand,” forklarer Christian Rasmussen, Senior Manager hos Grundfos, der er formand for det ambitiøse projekt.

Hele værdikæden skal med

For at opnå størst mulig fremdrift og impact, er det en målsætning i projektet, at arbejdet sker i tæt samspil med mange forskellige aktører og med input fra både industrien, videns- og uddannelsesinstitutioner, GTS og interesseorganisationer.

”Det er spændende for ATV at samle vidensaktørerne på tværs og bidrage til at sætte en retning på den fremadrettede udvikling af industrien i Danmark. Industriens Fond er en markant aktør på området og kan virkelig gøre en forskel,” siger Lia Leffland, der er direktør for ATV og peger blandt andet på, at projektet skal undersøge hvor de forskellige aktører i det danske vidensøkosystem kan støtte effektivt op om målet med at omstille industrien: Hvad arbejdes der succesfuldt med allerede, og hvad er de største barrierer for virksomhederne?

Projektet – og den nye baseline for fremtidens bæredygtige produktion – skal skabe viden om, hvor fremtidige investeringer og indsatser kan gøre den største forskel.

”Fonden søger hele tiden at bidrage der hvor vi kan gøre mest mulig positiv forskel for dansk erhvervsliv. Derfor kan vi bruge projektets resultater aktivt i fondens fremtidige virke, når vi skal sætte fokus på nye ting eller skabe nye projekter. Derfor lytter vi meget til temagruppen bag projektet og de resultater, som det hele munder ud i senere på året,” siger Thomas Hofman-Bang.

Vi kan ikke løse klimakrisen uden omstilling af industrien

Industrien spiller en afgørende rolle i at løse centrale dele af de samfundsudfordringer, som vi står overfor i dag, og der er ingen tvivl om, at vi går en fremtid i møde, hvor der skal produceres mere for mindre.

”Udfordringer er der mange af. Og de rækker også ud over den enkelte virksomheds fire vægge. For eksempel i forhold til samarbejdskonstellationer, råvareindkøb og hjemtagning af produkter eller affald. Meget er i spil og det skal løses nu. Men vi har grundlæggende en tro på, at et bæredygtigt erhvervsliv er et mere konkurrencedygtigt erhvervsliv. Verden over vil efterspørgslen efter bæredygtige produkter, forretningsmodeller, forsyningskæder og samarbejdspartnere stige, og her skal Danmark og danske virksomheder være dem der dukker først op på lystavlen. Også i fremtiden,” siger Thomas Hofman-Bang.

Om projektet
  • Projektbevilling: Industriens Fond har bevilliget 560.000 DKK til en fase 1 i projektet
  • Projektorganisering: Projektet er udviklet og drevet af ATV’s temagruppe for Fremtidens Produktion, som tæller medlemmer fra både uddannelses- og vidensinstitutioner, GTS, interesseorganisationer og industrien.

 

Relaterede nyheder og artikler