Mentorprogram for vækstvirksomheder

  • DEL DENNE SIDE

”Ambitionen er 12 procent vækst pr. år, samtidig med at vi er en økonomisk sund virksomhed, der fastholder og udvikler medarbejderne. For at nå de mål har vi brug for, at nogen ser på os udefra og siger tingene, som de er,” siger Ib Brandt Jørgensen fra World Translation, der har Helle Bechgaard som mentor.

ATV iværksatte i 2014 et mentorprogram, hvor mellemstore virksomheder med vækstpotentiale får tildelt et erfarent akademimedlem som mentor. Indtil videre har 40 virksomheder gennemført et mentorforløb, og hvert år startes et nyt hold op. Aktuelt har flere end 25 virksomhedsledelser en ATV-mentor tilknyttet. 

Programmet skaber værdi på flere planer:

  • Det styrker og udvikler de mellemstore virksomheder, ved at give deres ledelser redskaber og et mentalt rygstød til at gå efter væksten. Der er særlig fokus på strategi, innovation og organisering.
  • Det styrker værdikæden for de store teknologivirksomheder: Mange af de mellemstore virksomheder i programmet er leverandører til og samarbejdspartnere for de store teknologivirksomheder.
  • ATV's erfarne medlemmer udgør mentorkorpset og bringer deres viden fra erhvervslivet i spil i vækstlaget af danske virksomheder.
  • Det skaber basis for ny vækst, erhvervsudvikling og arbejdspladser i samfundet.
  • Mange af virksomhederne er lokaliseret i dele af landet uden for de traditionelle vækstcentre, og derfor har jobskabelsen ekstra stor betydning.

ATV’s mentorprogram gennemføres i tæt samarbejde med Dansk Erhverv, Håndværksrådet og PwC, der har formidlet kontakten til deltagervirksomhederne. I kraft af en bevilling fra Industriens Fond er programmet nu åbent for alle virksomheder. Kernemålgruppen er virksomheder med mellem 10 og 100 ansatte, der både har vækstpotentiale og ambitioner om vækst.

For at komme med i programmet skal virksomhederne gennem en screeningproces, der afdækker virksomhedens ambitionsniveau, udfordringer og potentiale – og vigtigst af alt: Om ledelsen er indstillet på at gå fuldt og helt ind i et mentorforløb, der tilfører stor værdi til virksomheden, men som også kræver hundrede procents engagement fra ledelsen.

Målbare resultater i virksomhederne
Tre af de medvirkende virksomheder fortæller her om deres konkrete udbytte af programmet:

På vej mod nye eksportmarkeder

Virksomhed: Timedico A/S
Deltager i programmet gennem: PwC
Branche: Udvikler og markedsfører TEMPUS600, et automatiseret system til transport af blodprøver på hospitaler
Ansatte: 17, heraf 12 i Danmark
Markedssituation: Stort vækstpotentiale på eksportmarkeder
Største udfordring: Usikkerhed om, hvorvidt strategien var den rigtige; usikkerhed om, hvordan man skulle gå ind på nye eksportmarkeder; ambition om at skabe vækst og samtidig bevare 100 % kontrol over virksomheden
Mentor: Asger Kej, fhv. adm. direktør for DHI Danmark og fhv. koncerndirektør for DHI Group
Resultater fra mentorprogrammet:
Har fået viden og selvtillid til at træffe de vigtige forretningsstrategiske beslutninger; har stiftet selskaber i Holland og planlægger at starte egne selskaber i Tyskland og Storbritannien inden for de kommende måneder

CEO Daniel Blak, Timedico A/S:
”Normalt er vi ikke interesserede i at komme med i netværk og programmer, fordi tid er en knap ressource for os. Men det triggede mig, at der ikke var nogen administration forbundet med at deltage, og at man kan lave benchmarks individuelt – at der ikke var opstillet mål på forhånd. Det lokkede selvfølgelig også, at man blev knyttet til en person med mange års erhvervserfaring på højt niveau.”

Ansætter for at følge med væksten

Virksomhed: World Translation A/S
Deltager i programmet gennem: Håndværksrådet
Branche: Oversættelse og teknisk dokumentation
Ansatte: 33
Markedssituation: Har 80 procent eksportsalg til primært virksomheder fra maskinindustrien samt yderligere vækstpotentiale
Største udfordring: Usikkerhed om den rigtige strategi og organisering af virksomheden; fordeling af lederroller; skabe lønsom vækst og samtidig have medarbejderne ”med på vognen”
Mentor: Helle Bechgaard, professionelt bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør for bl.a. Benzon Pharma og Peptech Europe
Resultater fra mentorprogrammet: Klarhed om strategien; tydelig ansvarsfordeling med opdeling i bestyrelsesopgaver, direktionsopgaver og driftsopgaver; ny salgsplan; ansætter nye medarbejdere for at følge med væksten. Er gået fra 19 til 33 ansatte, siden man gik ind i mentorprogrammet.

Ib Brandt Jørgensen, adm. direktør, World Translation A/S:
”Ambitionen er 12 procent vækst pr. år, samtidig med at vi er en økonomisk sund virksomhed, der fastholder og udvikler medarbejderne. For at nå de mål har vi brug for, at nogen ser på os udefra og siger tingene, som de er. Det har Helle Bechgaard gjort, og jeg er imponeret over den seriøsitet og grundighed, hvormed hun satte sig ind i tingene lige fra den første dag.”

Fra strategi til handling

Virksomhed: GORM Agency A/S
Deltager i programmet gennem: Dansk Erhverv
Branche: Reklame-, design- og digitalbureau
Ansatte: 17
Markedssituation: Skal skabe vækst i et konkurrencepræget marked med hastig teknologisk udvikling og mange små spillere
Største udfordring: Implementering af strategi
Mentor: Niels Boserup, fhv. adm. direktør for Københavns Lufthavne A/S
Resultater fra mentorprogrammet: Har fået nye perspektiver på virksomheden og er blevet skarpere på at få de strategiske tanker og planer ført ud i livet; to lønsomme start-up selskaber er dannet som følge af programmet

Karsten Koed, bestyrelsesformand og partner, GORM Agency A/S:
”Det er ikke en badebillet at være med i et mentorprogram. Man skal give noget af sig selv og tale åbent i fortrolighed med mentoren om virksomhedens udfordringer og planer. Hvis man tør det, så er det en gave at være med i et program, hvor man får en erfaren erhvervsleder som mentor og sparringspartner. Det giver et nyt perspektiv at tale med en person, der ikke er en del af dagligdagen i virksomheden.”