Science i skolen - mulighed for en ny begyndelse

03-05-2010

Science i skolen - mulighed for en ny begyndelse

Mandag den 3. maj 2010, kl. 9.00 – 16.30. Se program.

ATV inviterer dig til konference den 3. maj 2010. Konferencen sætter fokus på, hvordan der kan arbejdes for opnåelse af en højere faglighed i skolens natur- og teknikfag.

På konferencen vil du sammen med lærere, elever, lærerstuderende, uddannelsesforskere fra ind- og udland, skolefolk fra kommuner, ministerier og styrelser, repræsentanter for organisationer, virksomheder og universiteter med flere få mulighed for at diskutere rammerne for et nyt fag, vi har givet arbejdstitlen ”Science”.

I dag tilbydes danske skoleelever ikke tilstrækkelig god undervisning i natur- og teknikfagene, og mange folkeskolelærere synes ikke selv, at de er rustet til at varetage undervisningen i disse fag. For at understrege problemets alvor vil skolen i de kommende år tilmed lide under en voksende mangel på lærere i natur- og teknikfagene.

Derfor er der behov for, at vi diskuterer, hvordan vi kan styrke natur- og teknikfagene på læreruddannelserne, skærpe interessen for fagene hos eleverne og højne kvaliteten af undervisningen - og ikke mindst hvordan vi kan skabe et holdbart fundament for at kunne handle hurtigt.

Tre afgørende udfordringer vil blive sat til debat:

  • Hvordan øger vi forståelsen for Science og de natur- og teknikvidenskabelige fags værdi for samfundet og som dannelsesgrundlag for den enkelte?
  • Hvordan styrker vi læreruddannelsen og incitamentsstrukturen for de lærerstuderende, så de får lyst til at vælge Science som linjefag?
  • Hvordan stimulerer vi skoleelevernes interesse for Science, så de kan foretage oplyste uddannelsesvalg?

På dagen vil professor David Seong Foo Ng fra Singapores National Institute of Education og vice-rektor Doris Jorde fra Oslo Universitet give deres bud på, hvordan Science kan udformes på en relevant og spændende måde - både for skoleeleverne og lærerne.

Den samfundsmæssige og økonomiske betydning af natur- og teknikvidenskabelige kompetencer vil blive belyst af en repræsentant for OECD, som vil fremlægge organisationens seneste rapport, ”Education at a Glance”.

En repræsentant fra Kunskapsskolan i Sverige vil fortælle om, hvilke overvejelser skolen netop nu gør sig for at styrke interessen for natur- og teknikfagene.

Der vil desuden blive givet konkrete bud på, hvordan den enkelte lærer kan anvende differentieret undervisning med inddragelse af nye interaktive medier som computerspil og mobile platforme, og hvordan Science vil kunne medvirke til udvikling af nye undervisningsmetoder.

Kom og vær med til at skabe opmærksomhed om en væsentlig problemstilling og til at debattere og udforme en ny, fælles vision for Science i de danske skoler.
Konferencen er åben for alle interesserede. Det endelige program vil blive offentliggjort i løbet af marts måned.

ATV takker OTICON FONDEN for gennem et økonomisk bidrag at have muliggjort denne konference og for at bidrage til at styrke Danmark som vidensamfund.

Tilmeld dig her.
Hvis du vil vide mere om ATV og projektet om Science i skolen, kan du klikke her.
Læs projektets kommissorium her.

Organisator
Konferencen gennemføres som led i et projekt i ATV’s Tænketank med det formål at udarbejde et visi-onsnotat med indlæg, diskussion og visionære anbefalinger til beslutningstagerne på området.
 
Konferencens organisationskomite består af:
Lektor Anja Andersen, KU (formand)
Dekan Nils Overgaard Andersen, KU
Direktør Mikkel Bohm, Dansk Naturvidenskabsformidling
Projektdirektør Claus Hviid Christensen, Haldor Topsøe
Skoleleder Lise Lotte Havbo Hansen, Krogårdsskolen
Konsulent Casper Venbjerg Hansen, DI
Projektmedarbejder Louise Weinreich Jakobsen, Metropol
Professor Hans Siggaard Jensen, DPU
Studierektor Thøger Johnsen, Metropol
Skolekonsulent Keld Nørgaard, Ballerup Kommune
Dekan Martin E. Vigild, Danmarks Tekniske Universitet
Konsulent Rune Christiansen, ATV - projektleder

Tidsfrist for registrering
28. april 2010

Deltagergebyr
Almindelige deltagere: DKK 1400
Akademi- og Finansrådsmedlemmer*: DKK 700
Lærerstuderende: DKK 350
Alle priser er ekskl. 25% moms

Betaling
Faktura vil blive fremsendt efter modtagelse af deltagerregistrering. Ved annullering af deltagelse senere end
15. april 2010, bliver deltagergebyret ikke refunderet.

Sted
DPU`s festsal
Tuborgvej 164
DK-2400 København NV

Kontaktperson
Konsulent Rune Christiansen
T: +45 45 96 08 14
E: rc@atv.dk
www.atv.dk

*registrerede repræsentanter for medlemmer af ATV's Finansråd